Om plejecentret

Søvangen Plejecenter ligger smukt omgivet af en fantastisk natur; tæt ved skoven og ved Tange sø.

Vi ligger også tæt på idræts- og kulturhuset med svømmehal og med udsigt fra solstuen over sportspladsen.

I Ans by er der gode indkøbsmuligheder og spisesteder, hvis man får lyst til det. Der er også lægehus, skole, kirke og gode busforbindelser i Ans by.

Alle boliger er renoverede i 2005.

Alle boliger ligger ved jorden, og du har egen terrasse, hvor du har mulighed for at sidde og nyde solen og blomsterne.

Læs mere om Søvangen

Livet er et dejligt eventyr. Og livet skal også leves, når du bor på Søvangen, som skal være et sted, du har lyst til at være.

Vi ser dit nære netværk som vigtige medspillere i samarbejdet omkring dig. Derfor involverer vi dit netværk i hverdagen.

Vi har rigtig mange muligheder og sociale tilbud, som du er velkommen til at deltage i: Gymnastik, gudstjenester, banko, sang, busture, gåture, picnicture, besøgshunde, dans, dagplejemødre, der kommer på besøg med børnene, besøgsvenner, foredrag, musikaftner, fester i cafeteriet fire gange årligt samt fester i TV-stuen.

Der er også muligheder for cykelture med rickshawcyklerne, som er meget populære. 

Venneforeningen holder fire årlige fester i cafeen. Vi holder også tre årlige fester i spisestuen for borger og pårørende.

Besøgsvenner bidrager med hundebesøg, sang, oplæsning og kaffestunder.

Hver fredag er der mandeklub, og så har vi en wellnessstund, hvor du fx kan få sat hår, lakeret negle, få massage eller fodbad.

Medarbejderne på Søvangen er stolte af deres fag. Der er stor trivsel og engagement – og også et godt arbejdsmiljø og god stemning.

Det er noget, vi værner om og kontinuerligt arbejder med. For det har stor betydning for dig, der bor på Søvangen.

Der er 16 boliger på ca. 60 kvm., hvor der er stue og køkken ud i et. Der er også udgang til egen terrasse med plads til havebord, stole, parasol og krukker. Soveværelse med indbygget skab og badeværelse med egen vaskemaskine og tørretumbler.

Vores fællesarealer er hyggeligt indrettet med TV og møbler. Og så har vi en skøn solstue med udsigt til sportspladsen. Der er også en fælles spisestue, hvor du er velkommen til at spise dine måltider sammen med andre.

Lejlighederne udlejes gennem Udlejning Silkeborg. Dem kan du kontakte på tlf. 20 14 88 45 eller på mailadresse: udlejning@silkeborg.dk

Udlejning Silkeborg står for både udformning af kontrakt og indskud/husleje. Det er også der, du skal henvende dig, hvis du har spørgsmål om udlejningen.
Du betaler indskud og herefter en månedlig husleje inkl. á conto varme.

Ved spørgsmål om boligstøtte og varmetillæg skal du kontakte Borgerservice på tlf. 89 70 10 00.

TV, Internet og telefon: Vores udbyder er Eniig Midt, og vores TV-pakke indeholder de almindelige DR-kanaler. Ønsker du yderligere pakker, kan du kontakte Boxer.

Det er en god idé at melde telefon flytning så hurtigt, som det er muligt. Det kan nemlig godt være en langvarig proces. Har du brug for internet, er du velkommen til at henvende dig til personalet, som kan hjælpe dig med at koble dig på.

Vi er et hus med mange aktiviteter, og vores café er et centralt samlingspunkt i huset og bliver flittigt brugt til fx: Gymnastik, banko, gudstjeneste, fællessang, høstfest, musikaften, julestue, musikeftermiddag, fastelavn, generalforsamling og forårsfest.

Vi holder også arrangementer i den fælles spisestue.

Juleaften og nytårsaften er pårørende selvfølgelig meget velkomne til at deltage. Pårørende skal selv tilmelde sig juleaften og nytårsaften hos køkkenpersonalet - og også afregne med dem. De kan kontaktes på tlf. 89 70 41 40.

Søvangen har eget produktionskøkken, hvor vi laver mad til alle døgnets måltider. Alt er dejligt velsmagende og hjemmelavet, og borgerne er med til at bestemme, hvad der kommer på menuen.

Der er fokus på økologi og ernæringsrigtig kost, og vi prioriterer tid og samvær omkring måltiderne.

Måltidet skal være indbydende at se på, og vi sætter en ære i, at medarbejderne skaber en god stemning og gode snakke ved bordene. Maden skal være velsmagende og målrettet den enkelte borgers behov og ønsker.

Alle borgere tilbydes screening i forhold til ernæringsbehov.

Køkkenet har Elitesmiley.

Du betaler hver måned for maden, som indeholder tre hovedmåltider og to kaffe-måltider. Er du småtspisende, så serverer vi ekstra måltider.

Vi får god hjemmelavet mad med varm mad til middag og smørrebrød samt en lun ret til aften.

Skal du i byen, kan du fravælge et eller flere måltider. Men du skal give personalet besked om det senest dagen før.

Der er mulighed for at booke caféen, hvis du gerne vil samle familie og venner til fx en fødselsdagsfest.

Vores gruppe består af

  • Lokalleder
  • Social- og sundhedsassistenter
  • Social- og sundhedshjælper
  • Køkkenleder
  • Ernæringsassistenter
  • kostfagligt uddannet personale

Vi er et uddannelsessted for flere faggrupper og har løbende elever og praktikanter. Og fra tid til anden ansætter vi medarbejdere i virksomhedspraktik, løntilskud og seniorjob.

Vi arbejder tværfagligt og samarbejder med specialister. Derfor har vi sygeplejerske, fysioterapeut, ergoterapeut, fodterapeut og tandplejeordning tilknyttet.

Vi har et tæt samarbejde med frivillige, som er en vigtig og frugtbar del af vores hverdag.

Vi oplever, at den frivillige kommer tæt på borgerne. Der bliver skabt nye relationer, som giver mening og livskvalitet især for borgerne - men også for den enkelte frivillige.

Generel pjece om frivillige

Politisk kontaktperson: Kuno Danielsen

Seniorrådsrepræsentant: Alice Lemming

Huslæger: Ans Lægehus, Teglgade 23, Ans By

Venneforening: Formand Erna Haugaard